søndag den 22. februar 2009

Skiferie Berchtesgaden

Just hjemkommet fra vores tredje skiferie i Berchtesgaden, Tyskland, vil jeg lige give et par tips om hvordan man samler sig en billig gør-det-selv skiferie der.

Vi er fire, en på 17, en på 9 og to forældre, så du har noget at sammenligne priser ud fra.

Først lige det hele på det rene: Berchtesgaden er et familie- og begynderområde. Her er ingen sorte pister.

Jeg kan se, at hos rejseselskaberne koster overnatning, halvpension og liftkort (men eksl skileje) for os i uge 8 op mod 11.000,- som kør-selv. Det kan man selv gøre billigere, og bedre.

Uge 7 og uge 8 er lavsæson hos de private udlejere, og rigtig rigtig mange familier har en ekstra lejlighed i deres hus, af forskellige årsager. Dette betyder at priserne er fornuftige i den danske vinterferie.

Regningen for vores skiferie blev i år:
Leje af lejlighed 384€ : 2.880,- dkk
Liftkort, cirka 40€ pr dag: 1.800,- dkk
Leje af ski og støvler 275€ : 2.062,- dkk
i alt : 6.742,- dkk

Hertil kommer så transport og mad.


Lejligheden havde to soveværelser med dobbeltsenge, et børneværelse, en stue med fjernsyn, køkken med opvaskemaskine(!), toilet og badeværelse, alt splinternyt. Fuld altan hele vejen rundt og en flot udsigt over bjergene og byen.

En ting får man naturligvis hos rejsebureauerne, nemlig det hele arrangeret. Som gør-det-selv skal man selv omkring de forskellige øvelser, men det er ikke så svært. Søg på google under "FEWO Berchtesgaden" og et hav af ferielejligheder vil dukke op. Du kan også springe direkte til vores nabo (nej du får ikke vores værtsfamilie, vi har jo tænkt os at bruge den selv næste år ;-) )

Ski kan man leje mange forskellige steder og det er stort set samme priser, men vi plejer at gøre det i Oberau, der ligger på vej op til Rossfeld, som er et rigtigt godt familieskisportsted. Liftkort køber man bedst en dag af gangen, som familiekort, ved toldstedet ind til Rossfeld-höhen-ringstrasse (afgiftsbelagt bjergvej, som fører op til skisportstedet. Og ja afgiften er regnet med..)

I år er al offentlig transport blevet gratis for turister, så du kan også tage bussen fra Berchtesgaden op til Rossfeld, den går en gang i timen. Fra Rossfeld kan du, hvis der er sne nok, og det var der så rigeligt i år, løbe helt ned til Oberau, 7,5 km. Herfra går der pendelbus tilbage hver 20. minut. Den koster cirka 3,5 € pr gang. (men er altså gratis en gang i timen, hvor det er rutebilen der kører)

Husk, at Tyskland er et kontant-betalingsland, så du skal have kontanter nok med.


Update fra 2010:
Leje af lejlighed 490€ : 3.675,- dkk
Liftkort, cirka 44€ pr dag: 1.980,- dkk
Leje af ski og støvler 305€ : 2.287,- dkk
i alt : 7.942,- dkk
Noget dyrere end 2009, men AllInclusiv hos fx TeamBenn, ville i samme uge koste 13.600... og du kan altså købe megen god mad for 5.600,-.. fx koster en halv Haxe på bryggeriet 66,- kr og en stor Jubilæums-fadøl 23,- Superb kvalitet til BurgerKing priser!

Update fra 2013:
Bortset fra lejligheden holder priserne meget godt fra 2010. Inflationen har ikke taget så hårdt fat på gør det selv scenen.. men pakkerejserne er generelt blevet noget dyrere. Der er dog enkelte all-inclusive, som har en rimelig pris.. men så går man jo glip af den sublime Haxe på bryggeriet!
Leje af lejlighed til fem: 4.803,- dkk
Liftkort pr person: 583,- dkk

Leje af ski og støvler pr person: 581,- dkk
Og, Tyskland er stadig et kontant-land. Supermarkederne tager Visa, men ALT andet er kontant.. og du kan kun vride 1.500 dkk ud af kontantautomaterne pr dag.. så husk rigeligt med kontanter hjemmefra!

Update fra 2018:
Leje af lejlighed til fire: 4.803,-
Liftkort pr person: 1.000,-
Leje af ski og støvler pr person: 661,- dkk
Jeg fandt ikke så mange rabatmuligheder til liftene i år, så det var bare at betale fuld pris, og nu er vi fire voksne.  Priserne, ud over lejligheden, stiger lige så stille. Det kan nok stadig betale sig at arrangere selv, frem for kør-selv-ferie, meen..  

6 kommentarer:

Søren Thorsted sagde ...

Hej Per..

Jeg kan ikke lige finde frem til din mail, men mon ikke jeg rammer dig denne vej.
Vi har åbenbart intreesse sammenfald. Jeg er også en ivrig motioncykelrytter igennem mange år. Men det er egentlig ikke i den anledning jeg skriver til dig.
Jeg har læst dit udmærket indlæg omkring jeres skitur til Berchtesgaden og her igennem blevet interesseret i at lave en familitur hertil. Vi har ikke været afsted dde seneste par år, og tidligere har vi været vandt til at ta nord på. Måske kan du svarer yderligere på nogle af mine spørgsmål:
Hvor langt ligger den nabo FEWO, som du anbefaler fra liftområdet ? - skal man kører dertil i egen bil eller går der busser? Hvor langt fra centrum og nærmeste dagligvarer indkøbsmulighed ?
Hvor snesikkert er Berchtesgaden?
Venligst Søren Thorsted - Aalborg soeren.thorsted@stofanet.dk

Per L Johansen sagde ...

Kære Søren,

Rundt om Berchtesgaden findes der flere forskellige små skisportssteder. Vi plejer at bruge Rossfeld, fordi vi er så klupfodede, at vi glemmer hvordan man står på ski fra år til år, men er man lidt ferm bliver det hurtigt for kedeligt. Oppe på Jenner er der et område kun med røde pister, så der er udfordringer.

Et år kørte vi en time op i Østrig til Flachau Winkel, fordi sneen manglede i Berchtesgaden. Lang tid, men hyggeligt med ungerne i bilen. Så, uden bilen går det ikke rigtig, synes jeg. Det er ikke som i de franske alper, hvor man stort set kan stå ud af sengen med ski på. Men er der sne, kan lade sig gøre, idet de almindelige rutebiler er gratis for turister. Bor man på hotel nede i bymidten fungerer det nu nok, men bor man på en FEWO så skal man som regel vandre lidt ned til bussen, med støvler og ski, og det gider jeg altså ikke.

Fra vores seneste FEWO er der vel omkring to km ned i bymidten, eller en halv times gang, op til Rossfeld er der 15 km. Til Jenner er der 6 km. Jeg har lavet et kort til dig: http://maps.google.dk/maps/ms?source=s_q&hl=da&geocode=&ie=UTF8&msa=0&ll=47.703293,13.226166&spn=0.294351,0.724411&z=11&msid=110567125569097827650.0004738ec4f118480bc22

I Berchtesgaden er der en række gode supermarkeder, så det er intet problem at furagere. Der er også en række restauranter, med Hofbrauhaus som vores klare favorit. Den er næsten grund nok til vores ferie, men vi er nok ikke helt normale. ;-) Og endelig er det vel kun omkring 20-30 min i bil til Salzburg, og det er jo spitze.

Det er svært at vurdere snesikkerheden. De lokale siger at der altid er masser af sne, og det var bestemt også tilfældet i år. Sidste år kneb det lidt mere, ingen sne nede i byen, men nok oppe i liftområdet. Året før igen, var der som sagt ikke sne nok, og da måtte vi køre op i Østrig.

Skriv endelig hvis du har flere spørgsmål
mvh
Per
der heller må få bestilt til os selv i 2010 ;-)

Unknown sagde ...

Kære Per.
Tak for en spændende hjemmeside om jeres skiferier til Berchtesgaden.
Vi er en familie, der i 2014 ønsker at komme afsted for første gang og gerne til Berchtesgaden. Jeg har nogle spørgsmål, som jeg håber, du har tid/lyst til at svare på?:
Du nævner, at I køber liftkortet for hver dag og ikke for fx 6 dage på en gang. Er det billigere at købe for hver dag, eller er det, fordi I ikke nødvendigvis står på ski hver dag?
Findes der et fælles liftkort til alle skistederne i Berchtesgaden?

De bedste hilsner
Ole Olesen, Lemvig

Per Johansen sagde ...

Kære Ole,
Vi er på ski hver dag, og næsten altid på Rossfeld. Og her er en familie dagsbillet incl vejafgift, købt ved "mautstelle" billigere end et ugekort, hvortil så også tilkommer vej-betalingen.

Man kan godt købe et områdekort, men det er relativt dyrt. Man skal ihvertfald bruge to eller flere skisportsteder pr dag for at det kan svare sig. Der er relativt langt mellem stederne, så det ville tage lidt for lang tid, efter min smag.

Men, Alt det er sikkert anderledes hvis du køber hotel incl lift og ski.

Mvh
Per

Unknown sagde ...

Køre Per,
Tak for dit hurtige svar. Nu er det bestemt, at vi i år skal til Berchtesgaden i uge 7. Vi har lejet os ind hos din nabo-FEWO. Plejer I at reservere skiene hjemmefra, eller kan vi være sikre på, at der er ski til alle, når vi kommer derned?
Bedste hilsner
Ole Olesen

Per Johansen sagde ...

Hej Ole,

super, så må vi jo hilse på hinanden. vi skal også derned i uge 7, og bor hvor vi plejer, lige overfor. :-)

Vi plejer at leje i Oberau, og er deroppe lørdag omkring 14-15. Det er efter de har fået alle skiene tilbage og før turistbusserne kommer. Derfor reserverer vi ikke. Senere på ugen er det dog lidt mere tyndt med udvalget.. jeg ved derfor ikke hvor langt man skal op af lørdagen inden det tynder ud.

Der er dog ganske mange steder der lejer ud.

Do as you please. ;-)

Du skal i øvrigt være opmærksom på, at det er frygtligt med trafikken rundt om München. Vi orker det ikke, så vi drejer til venstre ved Hannover, og kører ned langs grænsen til Tjekiet, og så over Salzburg. Det er altså en stor bue udenom, men kun en anelse længere, til gengæld har man vejene for sig selv

Ses
Per